Hvem er Chiva Roasters?

januar 17, 2020 Off By Adam

Chiva Roasters er startet i 2019 af Carl-Christian og Adam. Vi er kaffeentusiaster, der drømmer om at dele fantastisk kaffe med fantastiske mennesker.

Chiva, Colombia og kærlighed til kaffe

Vores navn kommer fra de colombianske busser, Chiva. En Chiva er en speciel bus, som i ca. 100 år er blevet brugt i Colombia til at transportere mennesker og varer – herunder kaffe. Chivaen gav kaffebønderne et alternativ til den traditionelle transport på æselryg og betød, at de kunne sende større mængder afsted.

De farverige busser er dekoreret af ejerne selv, og derfor er alle individuelle og smukke. Det er også en tradition at skrive navnet på byen, Chivaen kommer fra. Alle disse ting har været med til at gøre Chivaen til et nationalsymbol i Colombia, hvor den af mange bliver anset som en bro mellem de store byer og de landlige dele af Colombia.

 

 

Chiva figurer

Hvorfor en Chiva?

Ombord på busserne var der plads til alle sociale lag, og det danner grundlag for vores kernefilosofi; alle skal have mulighed for at få en kop kaffe af høj kvalitet uden at skulle betale en formue for det. Så i samme stil som på Chivaerne er der hos os plads til alle, der sætter pris på kvalitet og smag. Det håber vi, du vil tage med, når du drikker vores kaffe.

Hvorfor Colombia?

Colombia en stor plads i begge vores hjerter. Det er også derfor vores navn, logo og klassiske kaffe er colombiansk. Logoet er vores fortolkning af en Chiva med et tvist på farverne i det colombianske flag, rød, gul og blå. Vores basiskaffe er colombiansk, og det vil den altid være – se den her.

Carl-Christian

“Jeg er født i Colombia og blev adopteret, da jeg var 2 måneder gammel. Jeg har boet hele mit liv i Danmark men har på grund af mine colombianske rødder altid haft et stærkt tilhørsforhold til Colombia. Siden har jeg været tilbage af flere omgange senest i 2016, hvor jeg rejste rundt med rygsæk og virkelig fik oplevet den colombianske kultur og deres kærlighed til kaffe. Denne stolthed, respekt og kærlighed til håndværket/kaffen, har jeg taget med mig og det er en filosofi vi gør brug af i Chiva Roasters. Derfor betyder det meget for mig at esensen af Chiva Roasters har så stor baggrund i mit andet hjemlands kultur og hjerte. “

Adam

 “Jeg besøgte første gang Colombia i 2011, hvor jeg boede i landet i et år hos en colombiansk familie i forbindelse med et udvekslingsophold. Familien ejer en kaffefarm og jeg tilbragte derfor en del tid på farmen, hvor jeg lærte utrolig meget om kaffeproduktionen. 

Man kan roligt sige, at jeg blev forelsket i Colombia – og jeg har sidenhen besøgt landet mange gange, bl.a. boede jeg der igen i et halvt år i 2018 i forbindelse med mit studie.

Det var her, under mit studieophold, at jeg for alvor begyndte at nørde kaffe. Da jeg vendte tilbage til Danmark begyndte jeg riste min egen kaffe – først i ovnen, så i en popkornmaskine og derefter en lidt større hjemmeristningsmaskine.”

 

Adam med sin søster – og colombianske værtsforældre